Stort energisparepotentiale i 70’er huse
Er det muligt at bringe et 35 år gammelt hus op på en nutidig energistandard? Det er det spørgsmål, som Rockwool giver svar på i demonstrationsprojekt i et parcelhus i Næstved.
Målet er at vise, at der i traditionelle parcelhuse fra 60’erne og 70’erne kan hentes store energibesparelser ved at energirenovere.
I det konkrete projekt forventes energiforbruget nedbragt med næsten 70 procent. Samtidig er husets indeklima forbedret betydeligt.
Rockwool forventer, at varmeforbruget kommer så langt ned, at det vil være på niveau med et nyt hus bygget efter de skærpede energikrav, der trådte i kraft den 1. september 2006.





